PETER SCHMEICHEL  - TV-VÆRT MED SEERTÆKKE

I 2006 indledte Peter Schmeichel et samarbejde med TV3, som hurtigt gjorde ham til en af de mest populære tv-værter på kanalen.  Det hele begyndte med Champions League i fodbold, Peter Schmeichel i værtsstolen og en massiv seervækst. En seervækst som skulle vise sig at brede sig til andre programmer med den tidligere målmand som central figur:

 

FANGERNE PÅ FORTET

Lørdag den 21. august 2009 blev TV3 landets største tv-kanal mellem kl. 20.00 og 21.00 - og slog DR med 100.000 seere. Den dag tog TV3 nemlig hul på den nye udgave af det populære game-show, Fangerne på Fortet, anført af værterne Camilla Ottesen og Peter Schmeichel. Ikke færre end 545.000 seere i gennemsnit så premieren på TV3 . Da flest så med, sad hele 639.000 danskere foran TV3-skærmen. Samlet gav det TV3 en 19 rating og en share på hele 58.

"Vi er stolte af, at vi lørdag aften fik samlet danskerne om TV3 og Fangerne på Fortet. Premieren overstiger i den grad vores forventninger,  og vi kan kun sende seernes roser videre til både værterne og deltagerne samt produktionsselskabet Mastiff A/S. De har været med til at skabe en helt unik programserie" sagde TV3s programdirektør, Morten Mogensen. Ud over det gav genudsendelsen TV3 ca. 200.000 seere.

 

BESKIDTE JOBS

Også 'Beskidte jobs' med den tidligere landsholdsmålmand som vært fordoblede  kanalens seerantal.  Udsendelsen opnåede en share på 5,3 procent blandt de mandlige seere i alderen 18-50. En forøgelse på 140 procent i forhold det normale niveau i dette time-slot.

TV-meter-tal viser endvidere, at genudsendelsen den 11. maj 2008 blev årets hidtil mest sete udsendelse på Discovery Channel i målgruppen 3+. Serien blev sendt i 60 lande verden over.